Apes of the State + Blue Rose Down + Jydsk Bonderepublik & Property Damage

Amerikanske Apes of the State er kendt for deres energiske liveoptrædener og deres blanding af folk og punk.

Apes of the State (US)

Apes of the State er drevet af DIY-etik og med deres iørefaldende, livlige og mandolin-drevne numre favner de hele spektret af menneskelige følelser, og teksterne behandler emner som kærlighed, hjertesorg, studielånsgæld og overvindelse af afhængighed. 

Apes of the State har udviklet sig fra et soloprojekt med lo-fi soveværelses-optagelser til to dynamiske og velproducerede albums, “This City Isn’t Big Enough” (2016) og “Pipe Dream” (2019), med fuldt band. Deres seneste udgivelse, "They Can't Kill Us All (2023)", er en 7" split-plade med det Washington-baserede band Sister Wife Sex Strike. Udgivelsen efterlader ingen tvivl om bandets politiske budskab og musikalske udvikling, samtidig med at de bevarer deres rødder i punk rock, folk og bluegrass. 

Kom og få en musikalsk krammer, når Apes of the State endelig gæster København! 

Blue Rose Down

Blue Rose Down åbner aftenen med et fuzz-inferno med rådne rødder i støvet blues, doom og dark country.

Én mand, én resonatorguitar og én stortromme er hvad der danner ramme om Blue Rose Down og genren "stodderblues". Et musikunivers af vrede, depression og frustrationer, er hvad man møder, når man introduceres til et koncept bygget op om selvhad, hævngerrighed og et hidsigt forhold til alkohol.

Blue Rose Down trækker dig ned i de tunge sider af livet og holder sig ikke tilbage, når han peger flaskehalsen direkte mod de problemstillinger og mennesker, som gør livet udfordrende, uden at fralægge sig ansvaret for egen ulykke. Musikken er skabt til og for at slynge konfrontationer, holdninger og kritik ud efter det samfund, som vi alle lever i og kæmper med.

Jydsk Bonderepublik & Property Damage

Vi har simpelthen tilføjet endnu et band denne aften. Eller egentlig er de to bands, men nu spiller de sammen: Jydsk Bonderepublik & Property Damage!

På gader og stræder i Århus kan man fange Jydsk Bonderepublik, og blandt punkerne på Sidesporet finder man Property Damage. Det er hurtigt, det er akustisk. Danmarks måske to bedste, måske eneste, folk-punk bands!

Praktisk

Dørene åbner kl. 19:30, og musikken starter kl. 20:00.

Alt hvad du behøver at vide inden koncerten

Find svar på alle dine spørgsmål! Besøg vores FAQ-sektion for vigtige oplysninger om koncerttider, billetkøb, adgangsforhold og mange andre praktiske detaljer før og under arrangementet.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med