Ovenpå

Ovenpå er Vesterbros nye recidency og udstillingssted. Hver måned overtager en ny gruppe kunstnere eller kuratorer ovenpå og omdanner lokalerne i deres eget billede.
Billede
Bygningens facade.
Fotograf
Niclas Bjerre Hawkesworth

Ovenpå - proces og udstilling

Ovenpå spillestedet Råhuset beliggende på Onkel Dannys Plads er der i august 2023 åbnet et nyt kunstnerly og udstillingssted. Her får uetablerede kunstnere mulighed for at overtage fire lyse rum og omdanne dem i deres eget billede én måned ad gangen.  

Ovenpå er Vesterbros nye kunstnerresidens, som de nye kunstneriske talenter får lov til at tage ejerskab over. Eneste krav er at afholde minimum ét event med offentlig adgang. Om dørene åbnes til et kig ind i det kunstneriske maskinrum hvor løse ideer og første kladder tapetserer væggene, eller om publikum inviteres til en syvtimers performance festival med færdige værker på væggene - det er helt op til kunstnerne selv. 

I samarbejde med Scenekultur Vesterbro udvikler kunstnerne et koncept for overtagelsen og modtager sparring undervejs i processen. Hver måned bliver nøglerne overdraget til et nyt hold kunstnere, der må bestemme hvad der skal foregå indtil måneden slutter. 

Et kreativt frirum og mødested

Ovenpå er Vesterbros kreative øvelokale hvor kunstnerne selv bestemmer tempoet, og hvor der er plads til at tage chancer og prøve nye ideer af uden krav til et endeligt produkt. Her skal nye kunstnere kunne finde hinanden og nye samarbejder skal opstå. Det er et mødested for det kunstneriske vækstlag og en platform for fællesskabet omkring den spirende kunst i København. Med spillestedet Råhuset i underetagen, er huset et dynamisk mødested for kunst, kultur og musik.     

Billede
To mennesker i en vindueskarm.
Fotograf
Niclas Bjerre Hawkesworth

Kontakt

Ovenpå

Onkel Dannys Plads 7, 1.

1711 København V

Kontaktperson

Linnea Pinderup Frandsen

A39I@kk.dk

Billede
Gæster lytter til en talk.
Workshop ved Sexualia
Fotograf
Iskra Dinkova