The Strangers Within

Ni kunstnere undersøger fremmedhed i mødet med os selv, hinanden og verden. Oplev en stemningsfuld gruppeudstilling, hvor det velkendte får en urovækkende bagside.

I gruppeudstillingen The Strangers Within undersøger ni kunstnere, hvordan fremmedhed opstår i relationen til os selv, til andre og til samfundet omkring os. Her bliver det velkendte vendt på hovedet, og værkerne åbner for en oplevelse af, at noget fremmed altid ligger lige under overfladen.

Udstillingen er iscenesat i rum med nedrullede persienner, der skaber en tydelig grænse mellem det indre og det ydre. I dette afskærmede univers møder du et mangfoldigt og sanseligt udtryk, hvor kunstnerne arbejder med alt fra humor og absurditet til det poetiske og det urovækkende. Du kan blandt andet opleve en forvredet spisebordssituation, en anderledes solopgang og en hær af levende sellerihoveder.

Et gennemgående tema er psykoanalysens begreb om “den anden” – alt det, der ligger uden for os selv, og som vi aldrig helt kan kontrollere eller forstå. Samtidig peger udstillingen på, hvordan mødet med det fremmede også rummer mulighed for forandring og nye erkendelser. Også det ubevidste spiller en central rolle som en indre fremmedhed, der kommer til udtryk gennem følelser, impulser og begær.

Udstillingen er inspireret af Albert Camus’ roman Den fremmede, hvor hovedpersonen oplever en grundlæggende afstand til både sig selv og sine omgivelser. Denne eksistentielle fremmedhed genfindes i udstillingens værker, som kredser om det at stå udenfor – og samtidig være en del af verden.

De udstillende kunstnere:

Nat Bloch Gregersen, Zahna Siham Benamor, Mira Winding, Maiken Stæhr, Laura Hjort, M. B. Pedersen, Kristoffer Alexander Wrede, Billy Møller og Clara Jozefine Olika Morks.

Fernisering

Fernisering kl. 17:00-20:30
Performance kl. 19:00 med Zahna Ziham Benamor efterfulgt af åbningsfest på H15 Studio kl. 20:30-03:00 Slagtehusgade 1.
Koncert kl. 21:00 med Kristoffer Alexander Wrede.
Derefter DJ'er Cristián Vogel

Kontakt

Ovenpå, Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med