Moulded

Gruppeudstillingen Moulded reflekterer over tilværelsens plasticitet, tilpasningsevne og skrøbelighed.

I en undersøgelse af form, materialitet og forvandling, behandler udstillingen nære og intime processer, men også brede tematikker som miljø, arv og sociale lag som konstruerende og formative aspekter.

Ved at tilgå materialer som vidnesbyrd og bærende af både individuelle og kollektive fortællinger - dette på tværs af medier som fotografi, ler, tekstil, træ, aluminium og voks - søger Moulded at kontekstualisere formgivende erfaringer, fra hverdagslignende oplevelser til mytologi.

Udstillingen præsenterer nye samt enkelte ældre værker af fire danske samtidskunstnere: Benjamin A. H. Harpsøe, Magnus Lind Nielsen, Ulla Marie Døssing Ottosen og Sidsel Winther.

Udstillingen er kurateret af Elisabeth Julie Kier, cand.mag. i kunsthistorie

Om kunstnerne

Benjamin A. H. Harpsøe (f. 1986) har en MFA fra Malmø Art Academy, en BFA fra Koninklijke Academie van Beeldende Kunsten, Den Haag, og har desuden deltaget i et årelangt ophold på Royal Institute of Art, Stockholm.

Harpsøes skulpturer udforsker genstandes handlekraft og energi, og udfordrer dermed modsætningen mellem subjekt og objekt. Han bruger moderne produktionsværktøjer som 3D-print og scanning til at skabe komplicerede skulpturer, der udvisker grænserne mellem det naturlige og det kunstige. I sine seneste værker beskæftiger Harpsøe sig med sin opvækst på Christiania fra en lidt klemt position mellem samfundets usynlige hierarki og det udefrakommende pres fra den danske stat.

Magnus Lind Nielsen (f. 1997) er ved at tage sin MFA på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og har udover sin BFA fra samme sted, også en bachelorgrad i kunsthistorie fra Københavns Universitet.

I sit kunstneriske virke, som kommer ”direkte ud af Vestegnen”, behandler Lind Nielsen sociale og stedsforankrede emner med en legende og akademisk, metodisk tilgang. Ved at gøre brug af egne erfaringer med at vokse op i en omdiskuteret og, til tider berygtet, forstad, bearbejdes emner som proletariske værdier, klasse, sociologi, politik, repræsentation og visuel kultur. Gennem forskellige medier, her særligt beton, fotografi, grafik og kollage, skaber Lind Nielsen kritisk reflekterende udtryksformer, der afsøger nye potentialer i både materialer og tematikker - for eksempel i vandalismen som potentiel kunstnerisk stilart.

Ulla Marie Døssing Ottosen (f. 1996) har netop rykket sin kunstneriske praksis tilbage til København, efter at have færdiggjort sin bachelor på Kunstakademiet i Trondheim, samt et års studier ved Konsthögskolan i Malmö.

Ottosens arbejde, der primært omfatter skulptur og installation, tager oftest udgangspunkt i genkendelige materialer, objekter eller symboler, der herefter forskydes eller brydes med abstraktion; en associationsleg med materiale, sprog og erindring. Ligheder eller modsætningsforhold tvinges sammen og søger spænding, syntese eller friktion. Tilbage står elementer, der (lidt akavet) forsøger at forbinde sig til hinanden, og situationer frarøvet deres oprindelige logik og autoritet. En gennemgående tematik er en nysgerrig tilgang til form, materiale og sanselighed.

Sidsel Winther (f. 1991) har en BFA fra Det Fynske Kunstakademi og færdiggør i øjeblikket sin MFA på Det Kongelige Danske Kunstakademi, under hvilken hun har haft et semester på Iceland University of the Arts.

Winther arbejder med jordens materialer som sedimentære aflejringer af kroppe, tid og transformation. Af genbrugt ler – opløste rester af andres kollapsede intentioner – genforhandles fortællinger om længsel, sorg og livets porøse karakter. En gestus til de bærende strukturer, der opretholder livet, men ofte er reduceret til den scene eller rekvisit, hvorpå andres storslåede historier kan udfolde sig.

Udstillingens åbningstider

  • Fredag d. 10. april kl. 17-20 - Fernisering
  • Lørdag d. 11. april kl. 11-16
  • Onsdag d. 15. april kl. 11-17
  • Torsdag d. 16. april kl. 11-17
  • Fredag d. 17. april kl. 11-15
  • Lørdag d. 18. april kl. 11-15
  • Søndag d. 19. april kl. 11-16

Udstilling kan også besøges efter aftale - send en mail til elisabethkier@protonmail.com

Kontakt

Ovenpå, Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med