GÄY + Wailing Dunes + Royal Highness

Denne aften får du en berigende mulighed for at opleve de spirende skud fra venskabelige rødder. Selvom musikken vrider sig i forskellige retninger, er der en uforløst sammenhæng imellem de tre bands, du kan opleve.

De tre frontfigurer, Asger, Adam og Sejer, har alle rødder i den samme kakofoniske havneflække, hvor de i en vægelsindet ungdom, har vekslet musik og drømme, på kryds og tværs af rockmusikkens ujævne eskapismer. I dag er musikken ikke længere en flugt, men et solidt standpunkt, og selvom hver band krydrer sit udtryk forskelligt, vil der kunne høres en underlæggende fælles resonans, i både tekst og twang!  

Royal Highness

Royal Highness er Danmarks nyeste udfordrere til det musikalske verdensherredømme. Bandet består af Adam Peleg (Pacific Swell), Patrick Rathbun (Pardans, Gäy), Asger Overgaard (Gäy) og Öskar Dinesen (Pardans, Ecstasy in Order) og spiller intens rockmusik med rødderne solidt plantet i jorden og ambitionerne rettet mod skyerne, hvor det musik man troede var familiært bliver vendt, drejet, knust og sammensat igen i et kalejdoskop af ekstatisk musikalitet. Indflydelserne spænder bredt. Fra et udgangspunkt i en eksperimenterende blues-punk bliver der trukket tråde til blandt andet country, jazz, progressiv rock og klassisk musik. Det rå og det ømme, det umiddelbare og det tænkte komplementerer og afveksler hinanden på en måde hvor modsætningerne opløses i en opløftende ny enhed.

Wailing Dunes

Wailing Dunes sænker dig ned de i det okkulte, det mystiske og det dunkle, alt sammen indenfor rammen af et præcist rockarrangement. I brydningen mellem det energiske og eftertænksomme, kulmineres oplevelsen i et indtagende liveshow. Midt i et rungende mørke, stiller de skarpt på lysets facetter. 

Denne teatralske folk-noir konstellation, udspringer af frontfigur Sejer Villadsens vemodige og mytologiske tekstunivers. Musikken udhugges i tæt samarbejde med et yderst velspillende liveband, bestående af kompetente musiker, fra hver deres gren af musikken. Deres nyeste udspil “Eternity Blues” rusker op i evigheden, i en forfriskende flirt med blues-rocken. Bandet består af: Simon Guldberg Rønne - Organ, Rhodes & Klaver, Niels Lyngsø - kontrabas & Elbas, P. Schmidt - Excentrisk Guitar, Jacob S. Knudsen - Trommer & Perkussion, Sejer F. Villadsen - Vokal & Guitar.

GäY

GäY er blevet beskrevet som en gruppe fra fortiden, der spiller musik fra fremtiden, hvilket i sig selv er en selvmodsigelse. Og det er netop, hvad Gäy er; en selvmodsigelse - opponerende kræfter, der sameksisterer i én båd på et stormfuldt hav, zig-zaggende mod den tordnende horisont ved den illusoriske tids ende, hvor den regerende Gud, ifølge myten, er Rock’n'Roll, og vinen vælter ned som regn fra den 7. himmel, for at drukne de urene i dionysisk ekstase.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med