The DeSoto Caucus
The DeSoto Caucus skaber musik, der balancerer sprød twang, groovy rytmer, boblende orgel og guitarer med kant. De karakteristiske dobbeltvokaler og stærke sange trækker publikum ind i historier om øde landeveje, vildfarne sjæle og månens dragende magi. Musikken er håndspillet, organisk og fuld af spontan energi, hvor bandets intuitive samspil skinner igennem.
Bandet udspringer af det amerikanske Giant Sand med Howe Gelb i front og har siden 2008 udgivet fire album med original nordicana. Gennem årene har de arbejdet sammen med en lang række internationale solister, blandt andet under Aarhus Festuge, og turneret som både Giant Sand og The DeSoto Caucus – senest som backingband for M. Ward i Storbritannien i 2022.
De erfarne musikere i DeSoto Caucus optræder og indspiller i alverdens sammenhænge (Giant Sand, Isobel Campbell, Maggie Björklund, Dancer, Marie Frank, Bisse, Peter Sommer, Mukherjee Development m.f.), men det er som The DeSoto Caucus, at de tager fat om deres musikalske rødder i den amerikanske tradition, som de behandler på en meget nordisk måde. Når de erfarne musikere ikke er på landevejen, indspiller de enten ved Århus Havn eller i de rolige omgivelser i Hjortdals bakker. Glæd dig til en koncert med spilleglæde, nærvær og musikalsk håndværk i særklasse.
Kontakt
Råhuset
Onkel Dannys Plads 7