Lukas Vanggaard + Nordly

Lukas Vanggaard udgiver album og drager på release-turné i det danske land hvor han og bandet besøger Råhuset den 1. november.

Lukas Vanggaard 

Lukas Vanggaard er født under en indiepopstjerne i Midtjylland under kraftig påvirkning fra navne som Håkan Hellström og C.V. Jørgensen. Han gjorde sit indtog på den danske musikscene i 2020 med dogme-ep’erne ”Håndspillede Hits” og ”Frisk Prins”, der begge var indspillet på en iPhone og som fik ELLE Magazine til at gjalde: ”Move over, Thomas Helmig – Aarhus har fået en ny popprins.” 

Debutalbummet ”Natsværmeren og Sommerfuglen” fløj afsted i 2022 og Lukas ramte igen radio og medier lige i hjertet især med singlen ”Hey!”. Siden er det blevet til store livejobs på bl.a. SmukFest, SPOT Festival og i VEGA, hver gang med flotte anmelderroser for de autentiske, energiske og udadvendte koncerter, hvor han både tør være sårbar, ærlig og humoristisk. 

I efteråret 2023 udkom Vanggaard med førstesinglen ”Ingen siger det som Morrissey” fra sit kommende album og tog i samme omgang på tour med Jacob Aksglæde. Lukas Vanggaard følger op med udgivelsen af sit andet fuldlængde album, hvorefter han og bandet tager på en release-tour og besøger Råhuset.

Nordly 

Nordly er et svensk/dansk indiepop projekt som består af AnnaMia Lindblom (Sverige) og Frederik Breith-Mortensen (Danmark). Bandet blev til i 2019 i København og har skabt og produceret musik lige siden. De omfavner forskellige genrer alt fra pop til spoken word. Teksterne er skrevet på dansk, svensk og engelsk. Fælles er det poetiske og varme univers, som duoen skaber sammen. Selv om bandet bare har to medlemmer, frembringer de et stort og varieret lydbillede. Nordly har udgivet 9 singler samt deres debut EP “Den rastløse drøm", der udkom i juni 2024. De er blevet spillet på P4, P6 og P8 og er for nylig blevet anbefalet af Karrierekanonen. 

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København
Del med