Final Descent: Kuntari
Kuntari (ID)
Den sitrende indonesiske scene for eksperimenterende musik har længe budt på et væld af spændende projekter, og et af de seneste nybrud på scenen er KUNTARI. Bag projektet står Tesla Manaf, der oprindeligt var jazzmusiker, men som lagde guitaren på hylden til fordel for en verden af trommemaskiner, støjende effekter og synthesizere. Sammen med trommeslageren Rio Abror skaber han dragende, udforskende lydlandskaber, hvor hypnotiserende indonesiske stammerytmer, elektroniske elementer og primitive vokaliseringer—ofte simulerede parringskald på trompet—fletter sig ind i et mørkt, organisk og vildt sonisk vildnis.
KUNTARI beskriver selv deres genre som primal-core, og musikken fremstår da også som et percussivt, primalt univers, lagdelt med dystre ambient-klange og båret af en intens, urgammel dynamik, der i liveformat udfolder sig råt, organisk og nærmest uregerligt.
Efter omfattende turneer i bl.a. Thailand, Taiwan og Malaysia, plantede KUNTARI et uudsletteligt aftryk med en 12-dages turné i Japan, hvor de bl.a. spillede på Fuji & Sun Festival. Senest har duoen gennemført en Europaturné i foråret 2024: 35 dage, 31 koncerter, 27 byer og 9 lande, hvilket har gjort dem til et navn, man nu også taler om langt uden for Asien.
KUNTARI har desuden samarbejdet med en bred vifte af genreoverskridende musikere, herunder Keiji Haino, Fuyuki Yamakawa, Rully Shabara, Arthur Hnatek, Morgue Vanguard, Jonas Engel, Dirk Wachtelaer, Luigi Monteanni, Yuji Ishihara og Yasushi Yoshida.
Præsenteret i samarbejde med Final Descent
Final Descent præsenterer og promoverer spirituel, ekstatisk og hengiven musik i København.
Kontakt
Råhuset
Onkel Dannys Plads 7