Final Descent: Razen & Ashti Abdo

Der er droner og langstrakte iprovsationer på programmet når det belgiske free-folk projekt Razen indtager scenen på Råhuset. Italienske Ashti Abdo åbner aftenen med intense og medrivende sange fra den kurdiske sangbog.

Razen (BE)

Razen er et Bruxelles-baseret ensemble, der siden 2010 har udforsket grænselandet mellem minimalisme, psykedelisk musik, tidlig musik og free-folk. Gruppen blev grundlagt af Brecht Ameel og Kim Delcour og har siden arbejdet med varierende besætninger.

Med fokus på improvisation og brug af akustiske strenge- og blæseinstrumenter skaber Razen lange, dronende forløb og klangflader, der både peger bagud mod musikkens arkaiske rødder og fremad mod nye, eksperimenterende former. Senest har de udgivet den fremragende Rain Without Rain på tyske TAL der er blevet beskrevet som "Suicide meets Hildegard von Bingen".

Razen har optrådt på festivaler og spillesteder over hele Europa – fra Berghain i Berlin til Fylkingen i Stockholm og mindre landsbykirker i Belgien. 

Ashti Abdo (IT)

Ashti Abdo er en kurdisk musiker født i Aleppo og opvokset i Efrin, hvor hans kærlighed til musik blev grundlagt allerede som barn. Omgivet af naturens lyde og fortællinger og sange i landsbyens bakker, begyndte han som barn at synge vuggeviser for sin lillesøster og spille tembûr (saz) sammen med sin bror – et traditionelt kurdisk strengeinstrument, som han siden har gjort til sit primære udtryk.

Ashti Abdo skaber en intim og følelsesladet lydverden, hvor melankoli og håb smelter sammen i simple, men stærke melodier. Hans spil på tembûr formidler både nærhed og længsel, og hans sange fortæller ofte om identitet, eksil og tilhørsforhold – med både personlig og universel resonans.

Præsenteret i samarbejde med Final Descent

Final Descent præsenterer og promoverer spirituel, ekstatisk og hengiven musik i København. 

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København
Del med