Københavns Kommunes logo

Maaneland + Smugler + Spraglgevær

Råhuset gør klar til en nordjysk invasion! De tre bands krydser landet og besøger København med dansksproget, romantisk rock.

Maaneland

Maaneland er et Aalborgensisk band, som opstod ud fra en vision om at skrive vedkommende sange, der med intens gennemslagskraft taler til det, som rører sig under skjorten. Flettet ind i drømmende klaverpassager og fuldfede rockguitarer formår Maanelands refleksive sangskrivning og halvskæve kompositioner at tale til dem, som ikke ved, om de har regnet det hele ud.

Bandet debuterede i 2021 med deres første single ’Maaneland’, som høstede flotte roser hos bl.a. HeadQuarters og GFRock. I et tæt samarbejde med Søren Zahle (Peter Sommer, Jacob Dinesen) i Studio Communale, har bandet sidenhen udgivet singlerne ’Ildebrand’ og ’Halvvaagen’, og i juni 2022 udgiver Maaneland sin debutplade ’Metervarer’. Holdet bag Maaneland består af erfarne musikere og har over det seneste år spillet koncerter i hele Danmark, heriblandt SPOT Festival 2021, Musikhuset i Århus og Musikkens Hus i Aalborg.

Spraglgevær

Spraglgevær er romantisk smadderrock. Den intense frontmand Sebastian Gall åbner op for både tanker og hjertets udråb med fandenivoldske og ærlige sange fra den ukuelige idiots vedvarende håb. Lydens rå og konfronterende udtryk kræver lytterens opmærksomhed fra første øjeblik. Skærende guitarer og dundrende trommer slår som en hammer og opsætter rammerne for den kompromisløse vokal.

Bandet opstod i Aalborg efteråret 2019 med sangskriver Sebastian Gall som samlingspunkt. Med nedlukningen i 2020 blev en masse nye sange til der endelig kunne deles i januar 2022da bandet udgav deres debut EP “Hjernebrand”. Ep’en handler om et forhold til en roomie der blev ødelagt af ustyrlige følelser og manglende ærlighed. Live er Spraglgevær en flammende energiudladning, en hudløst ærlig skrøbelighed og en menneskelig fortælling om storhed og hverdag. Det sekspersoner store dansksprogede smadderrock orkester bevæger sig mellem det spinkle og det storladne, det ærlige og det overdrevne.

Smugler

Smugler er dansksproget, håndspillet rock med en underklang af pop. De fem bandmedlemmer skaber god plads til hinanden i lydbilledet og deres tætte bånd træder kraftigt frem med jysk charme. I 2021 blev Smugler en del af Thy Music Collective og blev i 2022 medlem af Ungdomskulturhuset i Aarhus.

Nogle af de tanker, som lagde grundsten for Smugler, var at fjerne bladet fra munden og træde frem med tabubelagte emner som mentalt helbred, maskulinitetens diskurs og ensomhed. Bandets tilgang til musikken skabes i et rum for at udtrykke sine følelser
gennem et lydbillede med store klangflader, tunge basriffs og stramme grooves. Med sensitive, sentimentale tanker i et rockmelankolsk univers skaber Smugler et sceneshow, hvor der er plads til ekstatisk eftertænksomhed. Med andre ord smugler dette band stof til eftertanke om livets facetter i tåge og klarhed.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København
Del med