Københavns Kommunes logo

Brunsten + Sabotør

Så er der noiserock og fuzz i Råhuset med tidligere medlemmer fra blandt andre Cola Freaks og Fossils, og det er endda gratis!

Brunsten

Brunsten spiller musik, der er inspireret af 80'ernes og 90'ernes post hardcore og noiserock-scene, men gruppen har sit helt eget unikke udtryk. Der spilles højt, hårdt og til kanten, og bandets numre er på en og samme tid simple og avancerede.

Brunsten består af tre erfarne musikere der alle, igennem en årrække, har været særdeles aktive på den aarhusianske og aalborgensiske undergrunds- og avantgardescene. Bl.a. i bands som Cola Freaks, Fossils, Double Space, Sons Of Cain, Glamour Coma og SOL.

Sabotør

Sabotør er et trehovedet fuzzmonster, der er svært at hegne ind og sætte i boks. Det giver god mening, for hele formålet med bandet er at sabotere og undergrave kassetænkning om mennesker og musik. Derfor har de tre sabotører fra starten opereret med tre dogmer:
1. Der skal være satiriske tekster på dansk.
2. Der skal være trestemmig fuzz-bas på alle numre.
3. Derudover skal det være et kreativt frirum, ubegrænset af genreovervejelser.

Sabotør udgav debutpladen 'Skyggekæmper' i juni 2022. Den har fået fremragende anmeldelser både nationalt og internationalt.

Sabotør kommer med et helt unikt bud på hvordan folkelig, dansksproget rock kan lyde i år 2022. Det er et band, der deler vandene. Nogle kalder det genialt, andre kalder det lort. Døm for dig selv! En ting er sikkert: En Sabotør-koncert er en fest for alle, der har lyst til at være med.

Koncerten er støttet af coronapuljen

Kultur – og fritidsudvalget i Københavns Kommune har afsat midler til kulturelle aktiviteter i København for at sætte skub i kulturlivet, og støtte udøvende kunstnere efter en lang periode med coronanedlukning. Dette arrangement har modtaget midler fra coronapuljen.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København
Del med